Den digitale dansker 2017-05-15T10:19:48+00:00

Den digitale udvikling går hurtigt. Nogle danskere føler, at de er godt med, og ser positivt på udviklingen. Andre har sværere ved at følge med eller er mindre begejstrede for de digitale muligheder og krav, de mødes med. Dansk Erhverv har kortlagt den digitale dansker. Vi har undersøgt danskernes adfærd og holdninger til digitaliseringen. Det er der kommet syv arketyper ud af.

=> Tag testen. Hvem er du?


Læs mere om skeptikeren, skildpadden, drømmeren, nostalgikeren, pragmatikeren, frontrunneren og evangelisten.

Den digitale skeptiker

Internettet er en døgnflue, og papirløsninger ved man, hvad er! Den digitale skeptiker har ikke meget fidus til al den snak om digitalisering.

Den digitale skeptiker foretrækker gammeldags bøger og breve og vil helst læse nyheder i den avis, der lander i postkassen om morgenen. Streaming-tjenester må de længere ud på landet med, de skøre amerikanere – husalteret er indstillet på flow-tv.

Kun 6 pct. af de digitale skeptikere mener, at digitaliseringen har gjort deres liv bedre. Til sammenligning er det 68 pct. af alle danskere, der mener det.

Digital selvbetjening og eboks er noget, fanden har skabt, og alting fungerede meget bedre i gamle dage, da man kunne gå ned på kommunen og tale med rigtige mennesker. To ud af tre skeptikere mener, at digitalisering har gjort deres kontakt til det offentlige mere besværligt.

Seks ud af ti skeptikere har ikke en smartphone, for hvad skal man egentlig med sådan en, når den gode gamle Nokia fungerer udmærket?

Den digitale skeptiker er kort sagt ikke til fals for al det nymodens digitale pjat.

Hvem er den digitale skeptiker?

62 pct. af de digitale skeptikere er kvinder, 38 pct. er mænd.

55 pct. er 60 år eller ældre. Dog er 9 pct. under 40 år.

Den digitale skeptiker stemmer rødt (52 pct.). 14 pct. har en videregående uddannelse.

56 pct. er pensionister, 32 pct. er i beskæftigelse, primært i det private erhvervsliv, mens kun 1 pct. er studerende.

Den digitale skildpadde

Digitalisering giver så mange spændende muligheder – men den digitale skildpadde er ikke riiiigtig kommet i gang med at prøve dem af endnu.

Skildpadden ser positivt på den digitale udvikling, men lever stadig et temmelig analogt liv. Facebook-profilen er oprettet, ja, og her deler skildpadden måske en kattevideo eller to med sine nærmeste venner og bekendte.

Syv ud af ti de digitale skildpadder mener, at digitaliseringen gør deres arbejdsliv sjovere eller nemmere, og 47 pct. mener, at digitaliseringen bringer folk tættere på hinanden.

Men når det kommer til nyere digitale muligheder som Snapchat, Instagram eller Tumblr, eller når det gælder tekniske it-færdigheder, er skildpadden ikke just det hurtigste dyr i den digitale skov.

Det ved skildpadden i øvrigt godt. Kun hver sjette skildpadde vurderer, at hun har de nødvendige digitale kompetencer, hvis hun skulle søge et nyt job.

Hvem er den digitale skildpadde?

Skildpadden er kvinde (57 pct.), og 52 pct. er 60 år eller ældre.

18 pct. af skildpadderne har en videregående uddannelse.

41 pct. af skildpadderne bor på landet eller i en by med under 10.000 indbyggere, og 86 pct. har ingen hjemmeboende børn.

En lille overvægt af skildpadderne stemmer blåt (51 pct.)

Den digitale drømmer

Hvornår kommer robotten, der kan aflevere fodboldstøvlerne, som ungerne har glemt? Og hvornår kan jeg få min pizza leveret med en drone? Den digitale drømmer har store forventninger til digitaliseringen, men meget bliver ved drømmene.

Ser man på den faktiske adfærd, er drømmeren nemlig ikke mere digital end den digitale skildpadde. Kun 6 pct. af drømmerne foretrækker streaming frem for gammeldags flow-tv, og under halvdelen har e-handlet den seneste måned. Blot 5 pct. af drømmerne mener, at de er i stand til at opdatere en hjemmeside, og kun hver femte mener at have de it-kompetencer, der kræves for at søge et nyt job.

Men drømmeren er kendetegnet ved en stærk positiv holdning til digitaliseringen: 93 pct. af drømmerne mener, at digitaliseringen har gjort deres liv bedre, og 74 pct. mener, at digitaliseringen bringer mennesker tættere på hinanden.

Kort fortalt mener den digitale drømmer, at digitaliseringen rummer et store muligheder for at skabe et bedre liv – men drømmeren har ikke selv realiseret mulighederne endnu.

Hvem er den digitale drømmer?

53 pct. af de digitale drømmere er mænd, og 47 pct. kvinder.

25 pct. af drømmerne er 70 år eller ældre, mens 51 pct. er i aldersgruppen 50-69 år.

21 pct. af drømmerne har en videregående uddannelse.

Lidt over halvdelen af drømmerne (52 pct.) stemmer blåt.

54 pct. af drømmerne er pensionister, og 40 pct. bor på landet eller i en by med under 10.000 indbyggere.

Den digitale nostalgiker

Jaja, det er da fint nok med alle de digitale dingenoter. Og bevares, det er da også smart med det der internet og telefonen, der kan andet end at ringe.

Men der er absolut ingen grund til at hælde de gode gammeldags papirbøger, de trykte aviser eller de regninger, man kan putte ned i lommen på sin pengekat (sammen med kontanterne) ud med badevandet. Sådan er indstillingen hos den digitale nostalgiker, der foretrækker at gemme sine fotos og vigtige dokumenter, hvor hun kan se dem: i skrivebordsskuffen.

Nostalgikeren bruger egentlig relativt mange digitale løsninger i sin hverdag, men falder ikke på halen over dem. To ud af tre nostalgikere er til stede på sociale medier og otte ud af ti har købt en vare på nettet inden for den seneste måned.

Kun 6 pct. af nostalgikerne mener, at digitaliseringen har gjort deres liv bedre eller nemmere, og sølle 4 pct. tror, at digitaliseringen vil gøre livet bedre i fremtiden. Og mens 77 pct. af danskerne som helhed mener, at digitalisering har gjort det nemmere at have kontakt til det offentlige, er det blot 21 pct. af nostalgikerne, der synes det.

Kort sagt: Den digitale nostalgiker foretrækker tingene, som de var engang.

Hvem er den digitale nostalgiker?

60 pct. af de digitale nostalgikere er kvinder, og 40 pct. er mænd.

38 pct. er 60 år eller ældre. Dog er hver tiende (11 pct.) under 30 år.

Hver femte nostalgiker (18 pct.) har en videregående uddannelse, og 54 pct. stemmer rødt.

35 pct. bor på landet eller i en by med under 10.000 indbyggere, mens 30 pct. bor i en storby med over 100.000 indbyggere. Hver femte (19 pct.) har hjemmeboende børn.

Den digitale pragmatiker

Hvis ny teknologi kan gøre hverdagen nemmere eller få ungerne til at være stille i mere end et kvarter ad gangen, er det fint. Men derudover er den digitale pragmatiker hverken særlig begejstret eller særlig skeptisk over for digitaliseringen. Hun plukker de digitale frugter, der giver mening for hende, og lader resten hænge på træet.

Den digitale pragmatiker er altså hverken teknologikåd som frontrunneren eller teknologipessimistisk som skeptikeren, men indtager generelt en snusfornuftig holdning til de nye muligheder.

Selvom den unge pragmatiker naturligvis ser SKAM på sin tablet i frokostpausen, er det blot 28 pct., der foretrækker streaming frem for traditionelt flow-tv. Og 92 pct. af pragmatikerne foretrækker klart bøger af papir frem for e-bøger.

Tre fjerdedele af de digitale pragmatikere føler sig godt med i den digitale udvikling, og halvdelen mener, at digitalisering har gjort deres liv bedre. 5 pct. af pragmatikerne er i stand til at programmere en hjemmeside.

Ni ud af ti pragmatikere har en facebook-profil, mens fire ud af ti kommunikerer med vennerne på snapchat.

Hvem er den digitale pragmatiker?

61 pct. af de digitale pragmatikere er kvinder, 39 pct. er mænd.

25 pct. er 30 år eller yngre, mens godt halvdelen (56 pct.) er i alderen 30-60 år.

Offentligt ansatte er stærkt overrepræsenterede blandt de digitale pragmatikere (44 pct. mod 33 pct. i befolkningen som helhed)

29 pct. har en videregående uddannelse.

36 pct. af pragmatikerne har hjemmeboende børn, og 56 pct. stemmer rødt.

Den digitale frontrunner

Virtual reality, robothunde og selvkørende biler – bring it on! Den digitale frontrunner blæser til kamp for den digitale revolution og vil gerne være først med det nyeste.

Hvad end det handler om arbejdsliv eller privatliv, er frontrunneren en garvet bruger af digitale løsninger.

Indkøb foregår i netbutikken, underholdning streames, ferien planlægges online, og julekortet sendes digitalt. Frontrunneren er digital med det hele og vil hellere brække en arm på tværs end at blive taget med en gammeldags huskeseddel i lommen. Hvorfor skulle man dog slæbe rundt på krøllede papirer, når smartphonen kan rumme det hele?

Ni ud af ti frontrunnere peger på, at deres liv er blevet bedre og sjovere med digitaliseringen, og lige så mange tror, at digitaliseringen også fremover vil forbedre deres liv.

Frontrunneren færdes – selvfølgelig – dagligt på et utal af digitale platforme, og skal du i kontakt med en frontrunner, står det dig frit for at vælge frit mellem stort set alle sociale medier. Også dem, du aldrig har hørt om.

Hvem er den digitale frontrunner?

54 pct. af de digitale frontrunnere er mænd, 46 pct. er kvinder.

Frontrunneren hører til de yngre segmenter i befolkningen – 45 pct. er under 40 år. Dog er næsten hver fjerde (23 pct.) 60 år eller ældre.

Hver tredje frontrunner (29 pct.) har en videregående uddannelse, og fire ud af ti bor i en by med mere end 100.000 indbyggere.

Halvdelen af de digitale frontrunnere har hjemmeboende børn, og syv ud af ti frontrunnere i beskæftigelse arbejder i det private erhvervsliv.

Den digitale evangelist

Ryd scenen – her kommer digitaliseringens ypperstepræst!

Ingen fremtidstanker er for spacy og ingen idé scifi-agtige for evangelisten, som ved præcis, hvor enorme muligheder den digitale udvikling rummer.

Evangelisten lever og ånder digitalt. Han er flydende i alle slags koder og programmering, badevægten begyndte at tale med internettet for flere år siden, og han færdes eller identificerer sig med Maker-bevægelsen.

Kort sagt er evangelisten superbruger af digitale løsninger og sprænger samtidig skalaen for positive forventninger til digitaliseringen.

Ni ud af ti evangelister mener, at digitaliseringen har gjort livet bedre og nemmere, og alle evangelister synes, at arbejdslivet er blevet nemmere og sjovere med digitaliseringen. Evangelisten er ikke bekymret for fremtiden. Tværtimod. Otte ud af ti evangelister forventer at have de it-kompetencer, der er nødvendige for at søge et nyt job.

For evangelisten er pizzalevering med droner 2016; en nærmest klodset fortidsvision. Næh, evangelisten er ikke tilfreds, før han har printet en fuld burgermenu på sin 3D-printer. Og når det en dag bliver muligt, er sulten vakt på noget nyere. Ikke overraskende tilhører evangelisten den del af befolkningen, der er hyppigst til stede på dating-apps som Tinder, Grindr eller Happn.

Fordi livet er digitalt!

Hvem er den digitale evangelist?

63 pct. af de digitale evangelister er mænd, mens 37 pct. er kvinder.

Hver fjerde evangelist (38 pct.) er under 30 år, mens hver femte (19 pct.) er 50 år eller ældre.

Over halvdelen (52 pct.) af evangelisterne bor i en by med mere end 100.000 indbyggere, og hver tredje (34 pct.) har hjemmeboende børn.

49 pct. af evangelisterne har en videregående uddannelse, og 59 pct. stemmer rødt.