Vi har i Danmark en lang tradition for at uddanne musikere, og der findes både en række offentlige og private uddannelsestilbud, der kan være med til at styrke dine karrieremuligheder.

Der er dermed andre indgangsvinkler til en karriere i musikbranchen end at stille op til de populære TV-shows og auditions, hvor man i den grad skal kunne imponere dommerne med sin performance.

Styrk dine chancer for en musikkarriere

Det er måske ikke så rockstjerne-agtigt at uddanne sig til en karriere som musiker, men om ikke andet er det et seriøst bud på, hvordan du kan styrke dit CV og dine muligheder for at udleve din helt store drøm.

Udover landets mange musikskoler der tilbyder hold- og enkeltundervisning til børn og unge, er der på både folkeskole- og gymnasieniveau særlige tilbud til interesserede. Fra skoleåret 2014/2015 har man i seks kommuner etableret en særlig forsøgsordning med talentklasser i musik i folkeskolen.

På gymnasieniveau har man i en lang årrække kunnet søge om optagelse på den særlige MGK-gymnasielinje, der udbydes otte steder i Danmark. Her tilføjer man 10-12 timers musikundervisning ugentligt til den almene gymnasieudannelse (stx) og forlænger dermed gymnasietiden fra tre til fire år.

Det har endvidere i mange år været et kendt fænomen, at man som interesseret tog på musikefterskole i 9. eller 10. klasse – og for nogens vedkommende endda i begge skoleår – for her at kunne få undervisning flere timer om dagen.

Se også: Valg af efterskole

De videregående uddannelser  på konservatorium

I kategorien videregående uddannelser er uddannelserne på landets fire musikkonservatorier de mest kendte og prestigefyldte, da det er ganske vanskeligt at blive optaget. Udbuddet af uddannelser på musikkonservatorierne varierer, men fælles for dem alle er, at de både tilbyder praktiske og teoretiske uddannelser, og at man som regel specialiserer sig i et hovedinstrument inden for klassisk eller rytmisk musik.

Emil Folke fra Musikkontakt er et godt eksempel på at Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kan være vejen til en professionel karriere i musikkens verden. Det er Emils udgangspunkt for at kunne spille musik til diverse fester og arrangementer via hans virksomhed.

Du kan dog også uddanne dig inden for f.eks. musik management, hørelærepædagogik eller elektronisk komposition på nogle af konservatorierne. Så mulighederne er mange og hvis du er dygtig, kan du helt sikkert få den karriere du drømmer om.

Landets universiteter

Skulle uddannelserne på konservatorierne ikke tiltale dig, kan man i stedet læse musiske fag på landets universiteter. Udover bachelorfagene musikvidenskab og musikterapi, er der også andre indgangsvinkler såsom audiologopædi, æstetik og kultur og civilingeniøruddannelser f.eks. med speciale i akustik og signalbehandling. På mange andre bacheloruddannelser vil du endvidere kunne vælge fag som musikkultur eller kulturformidling som tilvalgsfag.

Til sidst men ikke mindst er der også mange interesserede, der vælger at læse til lærer med linjefag i musik på en af landets mange professionshøjskoler. Med denne uddannelse i bagagen kan du undervise i musik på folkeskoler, efterskoler, højskoler mv. og dermed være sikker på at kunne beskæftige dig med din hobby hver eneste dag.